Letsyltede rødløg

dsc_0317-2

Du skal bruge:

  • 1 stort rødløg
  • 2 citroner

Skær dit rødløg i fine skiver og placer i en skål, plastbeholder eller et patentglas. Pres citronerne og hæld citronsaften over rødløgene. Lad blandingen stå på køl i 12 timer til et døgnstid. Servér nu dine syltede løg til salater eller på en god kartoffelmad eller på hønsesalat. Velbekomme.

dsc_0314-2

 

Estragon-mayo

Denne mayonnaise er simpelthen noget af de mest lækre i verden, den kan pifte de fleste retter op og så smager den skønt til tatar eller kartofler.

dsc_0040-2

Du skal bruge:

  • 1 bundt/håndfuld frisk estragon
  • 1,5 dl rapsolie
  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 tsk æblecidereddike
  • Salt og peber

Blend estragon og olie i en hurtighakker eller blender i 3-5 minutter, for at få den grønne farve ind i olien. Lad olien med estragon stå i et par timer og trække smag. Si nu olien, så du har en smuk grøn olie uden så meget estragon.

Bland æggeblommer, eddike, sennep, salt og peber i en skål. Pisk nu estragon-olien i, med en elpisker. Olien skal hældes i, i en tynd stråle. Pas på den ikke skiller, så tag dig god tid med olien.

Server estragon-mayonnaisen til sprøde ovn-kartofler og du får en bearnaise lignende mayonnaise, som smager himmelsk. Velbekomme.

dsc_0042-2

Crispy kartofler med aioli

Disse små snack-kartofler lavede jeg efter en rest kartofler, som var skåret til kartoffelpizza. Det er en lækker måde at få brugt resterne på og så smager det skønt, en form for chips med dip.

dsc_0135-2

Crispy kartofler:

  • 3 kartofler
  • Salt
  • 1/2 dl rapsolie eller solsikkeolie

Aioli:

  • 1 tsk eddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 2-3 dl smagsneutral olie (solsikkeolie eller rapsolie)
  • Salt og peber
  • 2-3 fed hvidløg

Crispy kartofler:

Skyl kartoflerne og riv dem i tynde skiver på et mandolinjern. Hæld kartoflerne i en skål med koldt vand og lad dem stå i ca. 30 min, skift vandet et par gange undervejs, dette er for at trække noget af stivelsen ud af kartoflerne.

Hæld herefter kartoffelskiverne i en pose og hæld olie heri, så alle skiver bliver vendt i olien. Fordel nu kartoffelskiverne på en bageplade, så de ikke ligger ovenpå hinanden. Drys med godt salt over skiverne. Sæt kartoflerne i ovnen ved 230 grader i ca. 15-20 min, hold øje med dem og tag dem ud, når du synes de er forholdsvis sprøde uden at være brændt.

Aioli:

Bland æggeblommer, eddike og sennep i en skål. Pisk nu olien i, med en elpisker. Olien skal hældes i, i en tynd stråle. Pas på den ikke skiller, så tag dig god tid med olien. Smag til med salt og peber, og riv nu den ønskede mængde hvidløg i, så den får en dejlig hvidløgssmag uden at blive for stærk – smag dig frem.

Velbekomme.

Ramsløgspesto

Nu er foråret for alvor over os. Anemonerne er sprunget ud, og ramsløgene er klar til at blive plukket i de danske skove. Brug dine ramsløg til at lave denne lækre og nemme pesto.

dsc_0031-3

1 mellemstort patentglas

Du skal bruge:

  • Ca. 70 ramsløgsblade (gå på jagt i skoven, det er så hyggeligt)
  • 10 hele valnødder
  • 40 mandler
  • 5 store håndfulde revet parmasan
  • 4 dl olivenolie
  • Salt og peber

Knæk valnødderne og rist dem sammen med mandlerne i ovnen i 7-10 min ved 200 grader. Skyl de nyplukkede ramsløg godt og kom den i en blender sammen med alle de andre ingredienser. Blend det hele godt og smag til med salt og peber.

Skyl dit patentglas med kogende vand og herefter atamon, hæld pestoen på glas og opbevar på køl. Velbekomme.

dsc_0028-3

 

Pastasalat med karrydressing

dsc_0691

Ca. 5 personer

Du skal bruge:

Pastasalat:

  • 500 gram pastaskruer
  • 400 gram frosne ærter
  • 1 stor dåse majs
  • 2 røde peberfrugter
  • 1/2 iceberg
  • 400 gram bacon

Dressing:

  • 5 dl  9% cremefraiche
  • 3 tsk sennep
  • 3 tsk karry
  • Salt og peber

Kog pastaskruerne. Hæld dem i en skål. Hæld optøede ærter og majs i. Hak peberfrugt i mindre stykker og hak salaten, bland det i pastaen. Steg bacon sprødt og fordel over pastaen og grøntsagerne.

Bland alle ingredienser til dressingen og hæld dressingen over pastasalaten. Bland det hele godt sammen. Velbekomme.

dsc_0697